Der er sandsynligvis lige så mange forskellige teknikker til at udvikle et godt barberskum, som der er mænd, der bruger det. Det der er vigtigt er at finde den teknik du foretrækker, eller som virker bedst for dig.
Der er nogle få parametre man skal have med i sine tanker når man går i gang. Således har barberkostens kvalitet og vandets hårdhed en stor betydning. Ligesom det også er afgørende hvilken sæbe eller barbercreme du bruger.
Jeg vil her prøve at dele de grundlæggende elementer med dig. Så må du efterfølgende tilpasse tingene efter behov.
Det første vigtige er vandet.
Sagen er den at vandkvaliteten ændrer sig meget fra egn til egn og nogle steder kan man endda mærke forskel nærmest fra hus til hus. Indhold af mineraler eller "hårdhed" af vandet har utrolig stor betydning i forhold til at skabe et rigtig godt skum. Jo hårdere vandet er desto sværere er det at få et godt skum. Derfor kan geografi også give en situation hvor to personer som bruger samme sæbe, vandmængde og kost opnår to forskellige resultater.
Det næste vigtige er kvaliteten af din barberkost.
Du kan læse om barberkoste i en anden artikel så det vil jeg ikke gå ind i her. Jeg går blot ud fra at du bruger en fornuftig kost med grævlingehår.
Barbersæber er generelt nemme at bruge og giver oftest et godt resultat. Det faktum at de også ofte er forholdsvis billige er en ekstra bonus. Man skal jo selvfølgelig stadig være kritisk da alle sæber og cremer ikke har samme kvalitet. En god kvalitet barbersæbe eller creme vil have ingredienser som er specielt beregnet til at fremstille en rig, velfugtig skum, som både vil blødgøre skægget og fugte huden. Samtidig skal de kunne skabe den altafgørende stødpude mellem skraber og hud som gør at skraberen kan glide let og ubesværet ned over huden. Hvis den sæbe eller creme du bruger ikke kan det vil dit resultat ikke blive optimalt.
Almindeligt kendte aerosolbaseret dåseskum eller gel vil på ingen måde kunne matche en skum du selv pisker op. Du vil opdage, at jo bedre kvalitet barberskum du bruger og jo mere grundig din teknik er desto bedre resultat. Jeg kan godt lide at sammenligne barbering med eksempelvis at male dit hus. Du kan gå til isenkræmmeren og købe den billigste maling du kan og en pensel til en tyver knalde det op på væggen og kalde det færdigt arbejde. En professionel maler ville bruge masser af tid på at udfylde huller og revner og slibe efter. Han vil han kun bruge kvalitetsmaling der dækker godt og holder i årevis. Han vil også anvende den bedste kvalitetspensel eller mohair rulle og hans resultat vil være langt overlegen og vil sagtens kunne forsvare den tid og de kræfter han har lagt i det.
Barbering er ikke anderledes. Resultatet er bestemt af tid og kræfter brugt på forberedelse. En anden ting vil være tidspunktet du barberer dig på. At barbere sig umiddelbart efter et bad eller en løbetur er optimalt. Her vil dit skæg og hud være bedst blødgjort og resultatet kan derfor blive optimalt. Alternativt kan man bruge rigelig med varmt vand, varme omslag eller lignene. Samtidig kan du have din kost til at ligge i blød i vasken så den virkelig kan absorbere noget vand. Du vil tydeligt kunne mærke på kostens vægt at den virkelig tager meget vand til sig. Så ryster du nænsomt det overskydende vand ud og flytter kosten over på din barbersæbe eller påfører lidt barbercreme på kosten og pisker det op i en kop. Sørg for at gøre det forsigtigt så du ikke mister for meget vand fra kosten.
Bruger du sæbe så nøjes med at bruge spidserne til at tage sæben op med. Kør den rundt i en 10 sekunders tid på sæben uden at trykke ned på børsten. Dit formål her er at fylde spidsen af kosten med sæbe. Når du ser at skummet begynder at udvikle sig i kruset er det et godt tegn på at du har masser af sæbe i kosten. Og så begynder det sjove. Nu skal dit ansigt jo så stadig være fugtigt ellers så genfugt.
Din kost skal være varm og fyldt med vand og sæbe. Tag kosten op til dit ansigt og begynde en langsom bevidst cirkulær bevægelse. Til at begynde med bruger du bare spidserne siden hen bruger du hele kosten. Sørg for at komme godt over hele det areal du skal have barberet. Det kan være forskelligt hvor lang tid det vil tage før du har det perfekte skum klar til barbering, men en tommerfingerregel er at det tager 1-2 min, hvilket er fint da du jo så virkelig får løftet alt skægget, skabt den nødvendige stødpude og får huden exfolieret samtidig. Det lag af sæbeskum du ønsker skal være tæt og uden synlige hudområder, men det er ikke nødvendigt at det er to cm tykt. Husk på at det skum der ikke er i kontakt med huden er spildt.
Når indsæbningen er slut stiller du din kost fra dig. Gerne ned i et krus og som du så kan placere i varmt vand i vasken. På den måde har du varm sæbe til hele barberingen.
Så starter den egentlige barbering. Start med at barbere med skæggets groretning. Efterfølgende barberes på tværs af groretningen eksempelvis fra øre ind mod næsen og til sidst barberes fra næse ud mod øret. Herved undgår man at komme direkte imod skæggets groretning som i mange tilfælde medfører irritation i huden såsom razorburn, indgroede hår og rødmen.
Det skal lige siges at det ikke er en dødssynd at barbere imod groretningen, man skal bare være opmærksom på at det er her generne kan komme.
En hver god barbering bør afsluttes med rigelige mængder af koldt vand. Sørg for at få lukket porrerne igen med en alum block og genfugt, genfugt, genfugt.
Og afsluttende vil jeg lige sige at de bedste værktøjer ikke nødvendigvis vil give den bedste barbering, kun et større potentiale for et godt resultat. Det kommer ikke alene - Resten er op til dig!!!
Rigtig god fornøjelse.
/Rene